I går skulle jeg ned og træne – det var fredag og normalt træner jeg mandag, onsdag og fredag men i denne uge har jeg overhovedet ikke kunnet overskue det, og det var faktisk det samme i går, men min dårlige samvittighed kombineret med at jeg havde fri fra arbejde kl. 11.30 og min søn først skulle hentes i skolen efter kl. 12.30 gjorde at jeg tog afsted, men jeg kunne ikke. Jeg har nu i næsten 2 måneder faktisk haft det super godt, har øget min træningsmængde betragteligt og ligefrem kunnet det uden de store problemer – jeg har ovenikøbet til en hyggeaften med vennerne og til mine elever siddet og underholdt om vigtigheden af at få trænet sin krop og om hvor motiveret det gjorde mig og nu sidder jeg og føler mig totalt til grin – for jeg kan slet ikke. Det at jeg lige har haft 2 måneder hvor det bare har kørt for mig og at jeg nu intet kan, banker mig i hovedet 10 gange så hårdt. Jeg fortalte en mangeårig veninde i dag at vejret heller ikke gjorde mig en tjeneste pt. Det kom helt bag på hende at vejret spillede ind, det havde hun aldrig vidst. Jeg fortalte at det at der var koldt, gjorde alting svært men at det kan man i princippet klæde sig efter men at det fugtige klima vi har lige nu, kan man i princippet ikke klæde sig efter og at det var helt frygteligt. Det er nok mere vejrskiftet der påvirker led/muskler og sener end det er selve vejret – hvis det giver mening. Jeg havde en læge engang der mente at det var ren indbildning at gigt var påvirket af vejret – jeg mener han burde få sine skolepenge fra lægestudiet tilbage og lytte til mennesker med gigt der alle siger det samme.Når jeg så har det som jeg har det nu er jeg meget sårbar og har utrolig let til tårer – min krop er så påvirket af smerter og manglende overskud at hovedet overhovedet ikke kan overskue tingene og hverdagen. Jeg plejer selv at sige at det er min krop der er syg og ikke mit hoved – men inderst inde er det jo ikke helt korrekt fordi hovedet konstant er på vagt overfor smerter og at jeg skal kunne bevare overskuddet og overblikket og når det at have smerter føles som at have konstant influenza, er det dæleme ikke let for hovedet at følge med. Jeg er utrolig dårlig til at spørge om hjælp (jeg er blevet tvunget til at blive bedre til at spørge om hjælp til at passe min hest, hvis jeg ikke er hjemme eller hvis jeg er dårlig men ellers er jeg ikke) – jeg aner ikke helt om det er den dårlige samvittighed der spiller ind eller hvad det er – for et eller andet sted føler jeg ikke altid at jeg kan forsvare at have fri til middag hver dag og faktisk ikke kan overskue at støvsuge. Lidt på samme måde som at jeg ikke kan forsvare at have råd til at have hest, men at jeg synes det er dyrt at det koster 800 kr. for at min søn skal gå til svømning – så må jeg bide tænderne sammen og flette næbet.

Indimellem må jeg spørge min mor om hun vil passe min søn når jeg skal noget en aften og det vil hun selvfølgelig gerne hvis hun kan, men her kommer hun i de timer jeg ikke er hjemme og så kører hun hjem igen. Når min søster og svoger har brug for hjælp til pasning af min nevø, er hun eller begge mine forældre der i dagevis, så de kan hygge og lave noget sammen med min søster og svoger om aftenen – flere gange har jeg spurgt min mor hvorfor den forskel og hver gang får jeg svarene at jeg jo kan klare mig selv eller at de jo har meget at se til (de har begge gode fuldtidsjob og lang transporttid) eller at de jo har vigtige job eller møder. Det samme hvis min søn er syg, så bliver jeg hjemme fra arbejde men hvis min nevø er syg, bliver det tit til min mors problem (min mor er meget god af sig og gør det lidt til hendes problem). En gang blev jeg nok lidt sur over det da min mor taler meget om at de har så vigtige job og har så meget at se til, så jeg fik desværre sagt at jeg simpelthen ikke kunne se at det var min mors problem. Det skulle jeg ikke have gjort, for hun blev meget ked af det, hvilket jo absolut ikke var min mening. Vores uoverensstemmelse om dette emne endte med den måske værste beskyldning – nemlig at jeg var misundelig på min søster.

Det gjorde ondt. Meget ondt…. Men det fik mig til at tænke. Og ja jeg er misundelig… men ikke som sådan på min søster og ikke af de årsager som hun troede. Jeg er misundelig på alle der er raske, for selv om jeg under alle at have det godt og at jeg sagtens kan glæde mig på andres vegne. Så ja, jeg er pissemisundelig på alle der har et godt og sundt helbred, alle der har hoved og helbred der er i stand til at kunne det de gerne ville. Selvom jeg har et job jeg elsker og som jeg ikke en eneste dag i de 3 år jeg har haft det, har været træt af det, kan jeg godt drømme mig til noget andet og bedre. Jeg drømmer om et sundt helbred, drømmer om at have kunnet tage min drømmeuddannelse, drømmer om at have et fedt, betydningsfuldt job, have en fed business, have min egen virksomhed (hvilket jeg faktisk stadig gerne vil og som jeg ved at jeg kunne siden af mit fleksjob og at jeg har en fed ide, men det må man ikke som fleksjobber med mindre man kan få til at oprette virksomheden for sig og ansætte mig og det kender jeg ikke lige nogen der vil gøre for mig)

Så alt i alt gør det at kroppen har det svært, også at alt muligt andet, også har det svært. Men som jeg plejer at sige, så har jeg en evne til at rejse mig op gang på gang, selv når jeg ligger helt fladt ned under gulvbrædderne, så det har jeg tænkt mig at gøre det igen – lige om lidt når kroppen bare gør antræk til at kunne hjælpe bare en lille smule.

Kram fra Louise