I dag slog det mig. Hele livet går vi gennem forskellige faser og deriblandt også forskellige livskriser. Bare sådan noget som da min søn startede i skole, han blev en helt anden dreng de første dage eller uger, han var glad, han var sur, han græd, han fortalte, han grinede, han var stille og jeg var meget bevidst om at det var en form for en livskrise eller identitetskrise han gennemgik. Ligeledes sker det jo når vi er færdige med at gå i skole, læse, uddanne os og pludselig er alle de år på skole færdige og så er man voksen og det forventes at man har lært så meget at man nu kan klare sig selv, men nogle vil jo helt naturligt føle at nettet er blevet fjernet under dem og derved få en kortere eller længere krise.

Ligeledes er det når man så er voksen – det forventes at man finder en partner, køber/bygger et hus, bliver gift og får børn – men det er ikke altid så simpelt. Mange slås med tingene – billedet bag facaden er ikke altid hvad det ser ud til på overfladen – flere og flere får kriser undervejs – ikke kun mht. forhold, økonomi, job osv. men også med sig selv, er jeg god nok?, er jeg en god nok forældre?, partner?, hvad tænker de andre om mig?, om mit hjem?, mit tøj? og i den dur – alt dette er helt normalt og på et eller andet plan er det helt forventet. Det er noget man taler med venner/familie helt naturligt om, for alle har jo været der.

MEN hvad så med det der ikke er forventet – hvad så når man bliver syg?, altså så syg at man ikke kan passe sit arbejde, så syg at man er en elendig partner, måske bliver man alene, måske bliver man så syg at ens hjem ikke længere er perfekt fordi man ikke orker at passe det som man gerne vil og som man burde, og hvad så når økonomien begynder at skrante fordi man har mistet sit eksistensgrundlag og man bare føler at tæppet er blevet trukket væk under en – og alt det er samtidig med at man skal forholde sig til sin sygdom, som i rigtig mange tilfælde har følgesygdomme med sig – så det er en uventet livskrise, som alle heldigvis ikke skal igennem, men hvor går man hen?, hvem fanden er jeg så eller hvem pokker er jeg nu og hvem skal jeg blive?. Det er en utrolig svær tid og når man så er gennem den eller på vej føler man ofte at man skal virke gladere end andre, at ens hjem skal være flottere/mere rent end andres, man skal være taknemmelig for det danske sikkerhedsnet, ens børn skal være bedre osv. men tingene er anderledes inde bag ved.

Personligt har den proces været umådelig hård, men ved i hvad, den livskrise overkommer man også, det tager måske måneder eller år men man kommer dertil – på et eller andet tidspunkt. Hver proces jeg har været igennem har givet mig noget bagage/erfaring som jeg har lagt i mit rygsæk og hver dag har jeg min rygsæk med mig, den gør mig til den jeg er. Jeg synes jeg har været igennem mange hårde livskriser men jeg bliver stærkere og stærkere hver dag og det bliver jeg ved med. Selv om udsigterne til at blive rask og få et helt ”normal” liv er helt slukkede er livsmodet stadig i top – jeg tror på min egen lykke og selv om jeg lever et ganske godt liv tror jeg stadig at der er noget endnu bedre i vente – jeg tror på lykken og på fremtiden – livskriser eller ej.

Louise