I dag slog det mig. Hele livet går vi gennem forskellige faser og deriblandt også forskellige livskriser. Bare sådan noget som da min søn startede i skole, han blev en helt anden dreng de første dage eller uger, han var glad, han var sur, han græd, han fortalte, han grinede, han var stille og jeg var meget bevidst om at det var en form for en livskrise eller identitetskrise han gennemgik. Ligeledes sker det jo når vi er færdige med at gå i skole, læse, uddanne os og pludselig er alle de år på skole færdige og så er man voksen og det forventes at man har lært så meget at man nu kan klare sig selv, men nogle vil jo helt naturligt føle at nettet er blevet fjernet under dem og derved få en kortere eller længere krise.

Læs resten →

Jeg har lige fået handicapskilt og jeg bruger det ikke. Med min sygdom kan jeg have det godt den ene dag og den næste dag kan jeg knap nok bevæge mig, men uanset hvad så får jeg enormt dårlig samvittighed over f.eks. at holde på en handicapparkering, for tænk nu hvis der kom en der var dårligere end mig og jeg så optog pladsen. Min far er ikke så godt gående og bruger ofte stok for at kunne holde balancen, så det er jo logisk for mig at han skal holde på en handicapplads men har jeg egentlig ret til det? Og ja selvfølgelig har jeg det, men i og med at jeg ikke har et synligt handicap eller brugte krykker/kørestol får jeg let dårlig samvittighed for hvad mon andre tænker? Som ”usynlig” syg ville man ofte ønske at man havde et synligt handicap – da det på en eller anden måde retfærdiggør forskelsbehandlingen mere. Læs resten →

Igen er jeg inspireret af andres gøren og laden

Denne gang tager mit indlæg udgangspunkt i fritiden inden for husets 4 vægge hos en bekendt (skrevet med tilladelse). Hun er gift og har 3 børn. Hun arbejder ca. 15 timer om ugen, manden arbejder fuld tid, de har hus, have, hund osv. Snakken faldt en dag på det her med hvem der skulle lave hvad i hjemmet – er det ikke ofte en ting der går lidt i hårdknude, da alle indimellem føler at de laver for meget i forhold til den anden. Denne dag var hende og manden kommet op og skændes over netop det emne, for selvom han næsten altid synes at forstå hvorfor hun arbejder deltid og er fleksjobber og har brug for meget hvile og ro, forstod han det ikke netop den dag – og det kom til udtryk at han generelt inderst inde ikke helt forstår det alligevel. Det er svært for ham at forstå at når hun kommer hjem fra arbejde til middag og dermed ”bare” er hjemme hele dagen, at hun så ikke når mere end hun gør. Han kommer hjem mellem 16-17 og synes faktisk ikke han skal lave mere end at sætte sig til bords, hygge lidt med børnene og flade ud på sofaen. Resten må hun ordne da hun jo har slappet af hele eftermiddagen. Læs resten →

Nogle timer om ugen bruger jeg, min fritid, på at være ridelærer – hvilket jeg har gjort i mange år – faktisk har jeg hjulpet andre med deres heste og undervist på rideskoler siden jeg var 15-16 år, jeg har drevet et ridecenter, været selvstændig som træner og undervist i udlandet – og jeg har derigennem fået utrolig mange venner og bekendte og flere af mine elever har redet ved mig i årevis. Jeg hader kulden i en kold ridehal, hader arbejdstiderne og selvom jeg i princippet bare skal stå og råbe ad folk, tager det utrolig hårdt på mig, men jeg ville ikke undvære det for noget. Jeg har ofte taget mig selv til håret og ligget søvnløs for at spekulere over hvordan jeg skulle hjælpe en elev/hest, jeg har læst de fleste fagbøger der findes og har næsten altid Kyras bog/bibel liggende på skrivebordet (hestefolk forstår!). For nyligt spurgte en af mine elever mig om jeg aldrig havde følt at jeg var blevet set ned på fordi jeg er fleksjobber og ikke kan bidrage nok til samfundet, og jo det gjorde jeg for nogle år siden men ikke længere – jeg er mig og jeg bidrager så absolut med det jeg kan. Selv om jeg først og fremmest er ridelærer i min fritid, har jeg gennem årerne også indset at jeg også er alt muligt andet, jeg er coach, jeg er pædagog, jeg er psykolog, jeg er socialrådgiver, jeg er dyrlæge, jeg er fitnesstræner, jeg er hestevisker og så er jeg en ven og en trofast klippe for dem der har brug for det. Læs resten →

I går skulle jeg ned og træne – det var fredag og normalt træner jeg mandag, onsdag og fredag men i denne uge har jeg overhovedet ikke kunnet overskue det, og det var faktisk det samme i går, men min dårlige samvittighed kombineret med at jeg havde fri fra arbejde kl. 11.30 og min søn først skulle hentes i skolen efter kl. 12.30 gjorde at jeg tog afsted, men jeg kunne ikke. Jeg har nu i næsten 2 måneder faktisk haft det super godt, har øget min træningsmængde betragteligt og ligefrem kunnet det uden de store problemer – jeg har ovenikøbet til en hyggeaften med vennerne og til mine elever siddet og underholdt om vigtigheden af at få trænet sin krop og om hvor motiveret det gjorde mig og nu sidder jeg og føler mig totalt til grin – for jeg kan slet ikke. Det at jeg lige har haft 2 måneder hvor det bare har kørt for mig og at jeg nu intet kan, banker mig i hovedet 10 gange så hårdt. Jeg fortalte en mangeårig veninde i dag at vejret heller ikke gjorde mig en tjeneste pt. Det kom helt bag på hende at vejret spillede ind, det havde hun aldrig vidst. Jeg fortalte at det at der var koldt, gjorde alting svært men at det kan man i princippet klæde sig efter men at det fugtige klima vi har lige nu, kan man i princippet ikke klæde sig efter og at det var helt frygteligt. Det er nok mere vejrskiftet der påvirker led/muskler og sener end det er selve vejret – hvis det giver mening. Jeg havde en læge engang der mente at det var ren indbildning at gigt var påvirket af vejret – jeg mener han burde få sine skolepenge fra lægestudiet tilbage og lytte til mennesker med gigt der alle siger det samme. Læs resten →

Findes der en god smerte??? NEJ egentlig ikke, men prøv lige at stille en person med en fysisk sygdom det spørgsmål. For så er svaret JA.

Den dårlige smerte for mig med gigt er den der skærende smerte i min krop, som regel altid det venstre ben hos mig, hvor det smerter så meget fra hoften og til midt på skinnebenet at jeg ville ønske jeg kunne save benet af – jeg kan intet gøre og smertestillende hjælper kun kortvarigt. Det gør så ondt at jeg bare tuder eller skriger eller i hvert fald har lyst til det, for jeg kan slet ikke overskue den ulidelige smerte. Det gør ondt når jeg står (hvilket jeg ikke kan når det er helt frygteligt), det gør ondt når jeg sidder, når jeg ligger – ja, uanset hvad så kan jeg ikke få det til at gå væk. Solens varme på en ekstrem varm sommerdag, eller svøbt ind i et varmt uldtæppe, et varmt karbad eller at sidde nærmest klos op ad den tændte brændeovn, kan hjælpe lidt, men ikke helt når det er storslemt. Jeg har tidligere taget mig selv i at sidde og slå mig selv på benet for at flytte smerten væk fra smerten i venstre ben og til nærmest et hvilket som helst andet sted på kroppen.
Læs resten →

Jeg har de sidste måneder haft det ubeskriveligt svært – min krop har sagt fra, den har været i konstante smerter, den har været totalt drænet, den har haft overtaget mit liv og min lyst til ret meget. Når jeg på en måde adskiller min krop fra mig, kan jeg forholde mig til smerterne – der kommer et indlæg senere om gode og dårlige smerter – men det er straks sværere at forholde sig til trætheden og udbrændtheden. Om det har været eftervirkninger ovenpå mange måneders stress og byggeri af mit hus eller bare det faktum at jeg er en total spade til at stoppe i tide, står uklart – i hvert fald for mig.

Læs resten →

I perioder, som lige nu, halter jeg og går med krykker, mit ene ben har på en måde sat ud, jeg har sindsygt mange smerter – jeg har aldrig haft så mange smerter som lige nu – og selvom jeg gerne vil det samme som i de gode perioder, er det forbundet med ubeskriveligt mange smerter. Jeg er tvunget til at holde lidt lav profil og virkelig prioritere hvad jeg vil, skal og kan. Det er jo selvfølgelig ikke alle mine venner og bekendte der ser mig hver dag, men den ene gang en veninde ser mig er jeg frisk og glad og kan fint gå hvorimod jeg næste gang samme veninde ser mig, kan gå med krykker og se totalt bombet ud. En kommentar jeg så jævnligt får er: Hvornår skal du på sygehuset og ha’ det fikset Louise?? Problemet med det spørgsmål er at var det nu en pludselig opstået skade, giver spørgsmålet mening men for mig kunne jeg ligeså godt få spørgsmålet om hvor jeg skal på ferie henne i år 2040? Jeg aner det simpelthen ikke. Men en ting ved jeg….lægerne på sygehuset kan være nok så dygtige men de kan altså ikke udføre mirakler – min sygdom er kronisk og bliver ikke bedre, hvilket vil sige at der skal et mirakel eller noget nyopfundet mirakel-medicin til før at min sygdom kan fikses.

Læs resten →

Fleksjobbere er jo 2.-rangsmennsker – ja, du læste rigtigt…eller det vil sige…gu’ er de da røv.
Jeg bliver så gal når man som fleksjobber bliver set eller behandlet lidt som et 2.-rangsmenneske, who are you to judge??? Andre mennesker aner intet, absolut intet om baggrunden til at være blevet fleksjobber, som i øvrigt for de fleste har været en ekstrem hård og årelang kamp, med (mod) systemet, sygdomsvæsenet, økonomisk og for mange med kæmpestore omkostninger på det personlige plan.  Læs resten →

Alle mødre (forældre) synes at netop deres børn er de sødeste, dejligste og smukkeste der findes – og det er de jo også.
Jeg mener bestemt også at min søn på 5 år er det sødeste væsen der findes på denne jord men indimellem får jeg VILDT dårlig samvittighed over at det lille menneske skal forholde sig til at hans mor er syg. Jeg bruger ofte alt mit krudt – og mere til – for at overkomme min hverdag. Jeg er nødt til at planlægge min uge fuldstændig minutiøst, for at kunne administrere mine kræfter og for at kunne nå så meget som muligt inden smerter og træthed sætter ind, men indimellem går det galt. Læs resten →