Igen er jeg inspireret af andres gøren og laden

Denne gang tager mit indlæg udgangspunkt i fritiden inden for husets 4 vægge hos en bekendt (skrevet med tilladelse). Hun er gift og har 3 børn. Hun arbejder ca. 15 timer om ugen, manden arbejder fuld tid, de har hus, have, hund osv. Snakken faldt en dag på det her med hvem der skulle lave hvad i hjemmet – er det ikke ofte en ting der går lidt i hårdknude, da alle indimellem føler at de laver for meget i forhold til den anden. Denne dag var hende og manden kommet op og skændes over netop det emne, for selvom han næsten altid synes at forstå hvorfor hun arbejder deltid og er fleksjobber og har brug for meget hvile og ro, forstod han det ikke netop den dag – og det kom til udtryk at han generelt inderst inde ikke helt forstår det alligevel. Det er svært for ham at forstå at når hun kommer hjem fra arbejde til middag og dermed ”bare” er hjemme hele dagen, at hun så ikke når mere end hun gør. Han kommer hjem mellem 16-17 og synes faktisk ikke han skal lave mere end at sætte sig til bords, hygge lidt med børnene og flade ud på sofaen. Resten må hun ordne da hun jo har slappet af hele eftermiddagen.

Nu kommer ulven så op i mig – for manden har jo ret – HVIS hun vel at mærke havde arbejdet deltid fordi hun/de havde valgt det. For så havde de jo valgt det for at hun kunne ordne hus og børn, så de kunne have mere familietid sammen når hele flokken var samlet i stedet for at de begge skulle bruge tiden på indkøb, madlavning, tøjvask, rengøring osv.

Men i dette tilfælde er det ikke selvvalgt at hun skal arbejde deltid – hun er syg og KAN dermed ikke arbejde fuld tid. Hendes 15 timer om ugen er sat ud fra at hun på de 15 timer bruger ligeså mange ressourcer fysisk/mentalt som en tilsvarende person der går på arbejde i 37 timer om ugen ville gøre. Kigger vi tilmed på økonomien i det, så får hun løn af sin arbejdsgiver for de 15 timer hun arbejder der og så får hun ”løn” fra kommunen for 22 timer til at passe på sig selv og sit helbred, og derved i hendes tilfælde skal hun 3 gange om ugen svømme og have meget hvile fordi det er nødvendigt – for hendes krop. kommunen betaler altså ikke os fleksjobbere “løn” for de resterende timer til at være rengøringskone/kok/havemand/barnepige eller gøre andre huslige pligter.

Så i min optik og det der rent faktisk er formålet med det at være fleksjobber, så kan man sige at når hun har været på arbejde i 3 timer og har svømmet/slappet af/gået ture/hvilet i ca. 5 timer på en dag så er både hende og manden lige rent ressourcemæssigt når han kommer hjem fra arbejde. Altså de ting der skal gøres derefter som at hente børn/handle ind/lave mad/tage sig af børnene/smøre madpakker/gøre rent og hvad der nu måtte være, det er de fælles om og derved skal opgaverne fordeles lige. Hvis hun så en dag vælger at handle ind eller gøre rent i den tid hun får løn fra kommunen, så er det en bonus, ligesom det ville være hvis manden en dag havde tidligt fri og ordnede vasketøj og gjorde rent.

Da de talte om netop dette kom det også frem at manden her gerne ville have lidt mere kredit for f.eks. at slå græs eller lave aftensmad. Det er også fint at han gerne vil det men hustruen her følte at i og med det tager 20 min. en gang om ugen at slå græsset og at han dermed mente at det sidestillede ham med at hun smurte 4 madpakker 5 dage om ugen, hvilket måske tager 20 min. hver dag, så havde hun faktisk svært ved at forstå det. Det samme som når han en sjælden gang imellem havde lavet aftensmad så forventede han at hun og børnene virkelig satte pris på det og roste ham i skyerne, men efter de talte lidt frem og tilbage om det kunne han godt se at han måske ikke selv var ret god til at påskønne og rose hver eneste dag når konen havde lavet mad. Så i det hele taget skulle de have en god snak om fordeling af opgaver.

Alt handler om kommunikation og aftaler parterne imellem men også at man respekterer og værdsætter hinanden. Og tro mig, når man ikke selv har valgt ikke at kunne arbejde fuld tid, så kan man let selv gå rundt med en konstant dårlig samvittighed over ikke at slå til som person, ven, partner og ansat – det er ikke let at sige fra, så det kræver virkelig at ens nærmeste forstår eller i hvert fald respekterer de udfordringer man fysisk og mentalt har og som syg er det vigtigt at man lærer at lytte til sig selv og turde stole på sig selv.

Som syg og fleksjobber bruger man rigtig mange kræfter på at være som alle andre og på overfladen kan det let se ud som om man har mere fritid og derved overskud end andre og derved kunne lave f.eks. flere huslige ting men ikke alt er som det ser ud til på overfladen.

Lad være med at dømme andre – man ved ikke hvad de gennemgår

Kram fra Louise