Har jeg ret til at bruge mit skilt?

Jeg har lige fået handicapskilt og jeg bruger det ikke. Med min sygdom kan jeg have det godt den ene dag og den næste dag kan jeg knap nok bevæge mig, men uanset hvad så får jeg enormt dårlig samvittighed over f.eks. at holde på en handicapparkering, for tænk nu hvis der kom en der var dårligere end mig og jeg så optog pladsen. Min far erfar med stok ikke så godt gående og bruger ofte stok for at kunne holde balancen, så det er jo logisk for mig at han skal holde på en handicapplads men har jeg egentlig ret til det? Og ja selvfølgelig har jeg det, men i og med at jeg ikke har et synligt handicap eller brugte krykker/kørestol får jeg let dårlig samvittighed for hvad mon andre tænker? Som ”usynlig” syg ville man ofte ønske at man havde et synligt handicap – da det på en eller anden måde retfærdiggør forskelsbehandlingen mere.

Når jeg afleverer min søn om morgenen, er der tættest på indgangen 3 handicappladser som altid er tomme, min søn har gået i skole siden august men jeg har endnu ikke holdt der. Jeg tænker altid på hvad de andre tænker eller om der kommer andre som er true caractermere syge end mig. Jeg kommer altid i pænt tøj, makeup osv. så der er jo ikke nogen der kan se på mig hvor ondt eller svært jeg har det. Den dag hvor jeg så rent faktisk kommer med krykkerne fordi jeg har en rigtig dårlig dag, så vil folk spørge hvad der er sket med mig, der er jo ikke sket noget men det er sådan jeg er, det er sådan nogle af mine dage er. Men lige præcis den dag hvor jeg er rigtig dårlig og går med krykker, det er måske lige præcis den dag jeg spørger min søn om han er stor nok til selv at gå ind – for jeg har ikke lyst til at andre skal se mig sådan.

Når jeg f.eks. sidder i lufthavnen eller ved lægen og der er begrænset med siddepladser, er jeg altid den første der rejser mig op hvis der kommer ældre mennesker eller hvis der kommer en mor med et mindre barn til trods for at der måske Billede ikke alle handicap er synligevar andre der burde rejse sig op før mig. På samme måde som da jeg for et par år siden i en periode døjede rigtig meget med knæ og hofter og jeg skulle på toilet i messecenter Herning, jeg valgte at bruge handicaptoilettet da det kan være nemmere at rejse sig fra toilettet. Da jeg kommer ud vrisser en dame kraftigt af mig mens hun giver mig elevatorblikket og siger højlydt så alle andre i køen ikke kan undgå at høre det, at handicaptoilettet kun er for handicappede og ikke bare fordi man er doven eller har travlt – selvom jeg blev totalt forbløffet over den bemærkning, fløj jeg op som trold af en æske og sagde mindst ligeså højlydt om hun måske kunne se på mig om jeg havde stomi!? Hvorpå jeg drejede om på hælen. Jeg er ret sikker på at den dame blev meget flov for hun løb efter mig og gav mig en undskyldning (jeg fortalte hende altså ikke, at jeg ikke har stomi).

Stomi, gigt eller ej, så skal vi alle huske på ikke at dømme andre, det er ikke alle sygdomme eller handicap der kan ses men derfor kan det være ligeså hårdt og svært. Det kan nemlig være enormt hårdt at føle at man altid skal retfærdiggøre sig selv fordi ens sygdom ikke kan ses.

KH. Louise

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s