Fleksjobbere er 2.-rangsmennesker

Fleksjobbere er jo 2.-rangsmennsker – ja, du læste rigtigt…eller det vil sige…gu’ er de da røv.
Jeg bliver så gal når man som fleksjobber bliver set eller behandlet lidt som et 2.-rangsmenneske, who are you to judge??? Andre mennesker aner intet, absolut intet om baggrunden til at være blevet fleksjobber, som i øvrigt for de fleste har været en ekstrem hård og årelang kamp, med (mod) systemet, sygdomsvæsenet, økonomisk og for mange med kæmpestore omkostninger på det personlige plan. 

Men EN ting gør mig endnu mere gal end det og det er når fleksjobbere ser dem selv som 2.-rangsmennesker. I sidste uge har jeg i et opslag på Facebook set en kvinde nærmest undskylde for at hun tjener 24.000 kr. om måneden som butiksansat (altså incl. pFB_IMG_1512489731870ension og flekslønstilskud fra kommunen) – hun undskyldte det med at hun havde mange ting på sit CV der gjorde det muligt at forhandle denne gode løn. En anden fortalte at han var tilbudt et fleksjob, hvor han skulle arbejde 14 timer om ugen (på lige vilkår med alle de andre ansatte i virksomheden – det der i fleksjob-sprog hedder 100% effektivitet) men at arbejdsgiveren kun ville betale for 7 timer. Denne fleksjobber var i tvivl om han skulle sige ja til jobbet og jeg havde nærmest lyst til at råbe at vel skal han da ej. At sige ja til at arbejde på lige vilkår med andre ordinært ansatte men kun aflønnes for det halve – hvilket raskt menneske ville gøre det – ingen håber jeg – men hvorfor skulle man så gøre det, fordi man er blevet fleksjobber? I øvrigt så aner jeg intet om hvad en butiksansat tjener, men for mig forekommer 24.000 kr. incl. pension for et job med mødetider udover 8-16 og weekendarbejde ikke af særlig meget, så jeg fik så ondt af denne kvinde fordi hun følte at hun skulle undskylde for det.

Jeg har selv den holdning at jeg har et ganske udmærket fleksjob der er fornuftigt lønnet og jeg elsker mit job, men jeg er stadig ikke tilfreds – jeg vil mere og jeg vil tjene mere – også selv om jeg er fleksjobber – jeg nægter at se mig selv som et 2.-rangsmenneske og at tage til takke – det kan nemt være at jeg en dag må gøre det alligevel, for jeg har for længst indset at jeg aldrig bliver rask og at jeg heller aldrig kommer til at kunne varetage et fuldtidsjob, men jeg har stadig drømme, mange og store drømme og jeg tror på at man går i stå den dag man ikke længere drømmer.

Hvad drømmer du om?
Kram Louise

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s