Alle mødre (forældre) synes at netop deres børn er de sødeste, dejligste og smukkeste der findes – og det er de jo også.
Jeg mener bestemt også at min søn på 5 år er det sødeste væsen der findes på denne jord men indimellem får jeg VILDT dårlig samvittighed over at det lille menneske skal forholde sig til at hans mor er syg. Jeg bruger ofte alt mit krudt – og mere til – for at overkomme min hverdag. Jeg er nødt til at planlægge min uge fuldstændig minutiøst, for at kunne administrere mine kræfter og for at kunne nå så meget som muligt inden smerter og træthed sætter ind, men indimellem går det galt. Det kan være en hel dag jeg pludselig har behov for at rykke ud af kalenderen eller det kan være, at jeg pludselig som i dag, hvor jeg sidder sammen med min søn på stuegulvet og laver togbane og pludselig kan jeg ikke mere, som i, jeg kan slet ikke mere, og min søn kan se og mærke det. Han må flere gange stille det samme spørgsmål men jeg registrerer det ikke eller kan nærmest ikke fremstamme hvad jeg vil svare. Min intension var at lave togbane med ham men jeg er helt fraværende og må sige til ham at jeg bliver nødt til at lægge mig. Selvom han ser skuffet ud, tager han det i stiv arm og spørger om jeg ikke nok vil lægge mig på sofaen i stedet for at gå ind i seng – selvfølgelig vil jeg det. Da jeg lægger mig ned, står han klar med tæpper og puder og jeg tænkte at min lille 5-årige søn dæleme kunne lære nogle mænd (og kvinder) om omsorg og empati.

I onsdags var vi inviteret til aftensmad hos mine forældre i Hadsund, køreturen tager en times tid og vi er der allerede ved 15 tiden, men da vi ankommer til Hadsund er jeg helt færdig, så jeg går nærmest direkte ind på gæstesengen og lægger mig og overlader min søn til mine forældre, min søn er bekymret og tjekker til mig flere gange og sikrer sig at jeg ligger godt og sikrer sig samtidig at min mor har styr på klokken mht. hvornår jeg skal vækkes, da uret ringer, løber han ind til mig og kysser og krammer mig for at vække mig (hvor er jeg glad for at det er præcis den måde jeg vækker ham på hver dag og at han helt tydeligt efterligner det). Men samtidig rammer den dårlige samvittighed mig, fordi han skal lære om sådan noget og opleve en mor der pludselig ikke kan mere, eller en mor der nogle dage ikke kan gå (og straks henter han krykkerne i annekset), han er tvunget til at tage med i træningscentret eller til fysioterapeuten indimellem og har alligevel hørt så meget efter at han er helt bevidst om at det er nødvendigt, for så kan mor bedre bruge det dårlige ben og får knap så ondt. Men kors at det lille væsen er tvunget til at skulle forholde sig til det i stedet for at have en totalt bekymringsfri barndom. Men sådan er hans barndom – og jeg er sikker på at han lærer af det og kommer til at udvikle sig til at blive en ekstrem menneskekender der er opmærksom og omsorgsfuld overfor de mennesker omkring ham.

Kram fra Louise