”Bare en udfordring”
Jeg har en usynlig sygdom, jeg har gigt, men man kan ikke se det på mig, hvilket betyder alverden for mig. At have gigt føles, for mig og for mange andre, som at have permanent influenza, ikke snot og ondt i halsen, men der hvor kroppen føles som om den vejer 3 x så meget som den rent faktisk gør, i ved der hvor selv det at komme ud af sengen, at komme i bad, at stå og lave aftensmad, føles fuldstændigt uoverskueligt (læs gerne mit indlæg: https://2care4.me/2017/10/25/usynlig-sygdom/ ) . Nogle dage er bare det at komme op og komme afsted på arbejde, nok til at man bare trænger til at komme hjem under dynen igen – man er helt ekstremt træt – og med trætheden kommer smerterne – der hvor det at give sit barn en krammer eller løfte varer ind fra bilen, gør så ondt at man har mest lyst til at sætte sig ned og skrige i smerte – men man gør det ikke, for man skal jo være sej og det hjælper jo ikke at sætte sig ned og pyldre – det bliver det jo ikke bedre af – jeg tager ofte noget smertestillende, men samtidig ved jeg at om 2 timer er den helt gal igen, om ikke værre. Men jeg har jo nogle ting jeg skal i løbet af dagen. Og mit arbejde har jo selvfølgelig 1. prioritet, det er det der giver os smør på brødet, det er det der gør at jeg har kunnet købe et hus og renovere det selvom jeg er alenemor. Men det er også mit job, der gør, at jeg kan have en hest.

Jeg har redet så længe jeg kan huske tilbage og har haft hest næsten ligeså længe – jeg har tilmed arbejdet med heste og ridning i årevis og gør det delvist stadig, idet mit bijob er som rideunderviser, men jeg er helt overbevist om at var det ikke for min ridning, havde jeg ikke kunnet det jeg kan i dag. Min hest og min ridning er det der holder mig i form, det er det der holder mig i gang. Uanset hvor meget livet er imod mig i perioder, har jeg altid lyst til at tage ud til hesten. Jeg har redet konkurrencer i mange år, men en omprioritering i mit privatliv, gjorde at jeg for en del år siden, måtte komme af med mine 2 gode heste, derefter troede jeg at det ville blive nemt at finde en anden hest, men jeg tog fejl og jeg nåede at eje 2-3 stykker inden jeg fandt den jeg har i dag. Og det var ikke kun fordi jeg er vanskelig, men når man som jeg indimellem tror at man kan gå på vandet og at jeg stadig kan de sammen ting som jeg kunne for 20 år siden, så får man nogle nederlag.

Jeg begyndte for alvor at få vanskeligt ved nogle ting/øvelser når jeg sad på min hest og det tærede mere og mere på mig, både fysisk og psykisk, fysisk i den forstand at jeg ikke havde de samme kræfter og den samme styrke og psykisk primært fordi det var et kæmpe nederlag at erkende at jeg ikke længere kan det samme som jeg kunne tidligere. På et tidspunkt havde jeg svært ved at ride nedsidning i trav på min hest men som uddannelsen af den skred frem, begyndte jeg for alvor at få problemer med at lave øvelser til den ene side på den – det kræver nemlig en enorm balance og styrke at holde både ens egen krop, men også hestens krop fit og i ligevægt, så alt går op i en højere enhed. Og så havde jeg så enormt ondt i mit venstre ben, når jeg havde redet, ja faktisk var det så problematisk en periode at jeg skulle have hjælp til at komme både op og ned ad hesten, for det venstre ben fungerede bare ikke længere. Nogle vil nok ryste på hovedet over at jeg så overhovedet ville ud at ride, men det ville jeg, for min krop skulle saftsuseme ikke vinde retten over mig. En af gangene da jeg skulle ned, troede jeg igen at jeg kunne gå på vandet, så jeg klarede det lige selv – og nej, det kunne jeg ikke, med det resultat at venstre ben bare knækkede sammen og jeg præsterede at falde ned i skamlen og trykkede 2 ribben – for pokker da også.

Jeg var efter den episode godt klar over at tiden var ved at rinde ud for min ridning – kroppen sagde mere og mere fra og mit venstre ben fungerede ikke, jeg gik med krykker og var i rent smertehelvede og flere rådede mig til at sælge min hest og finde en anden hobby – jeg skulle gøre noget! Jeg kontaktede en ny fysioterapeut – Rasmus Dons fra Soma i Hjørring. Jeg havde haft den samme fysioterapeut i årevis, han var utrolig flink og vi havde et fint sammen, men jeg følte at vi var gået i stå – jeg havde brug for nye øjne og det havde Rasmus. Rasmus aner INTET om ridning, men jeg havde brug for at få ham til at forstå hvilke problemer jeg havde, så jeg måtte simpelthen tegne og fortælle, hvad det var jeg skulle gøre med min krop for at få hesten til at gøre det den skulle, det må have set enormt komisk ud, jeg grinede i hvert fald bagefter og mon ikke han gjorde det samme. Derefter ville han lave nogle små styrketests på mig – goddag mand økseskaft. Jeg var meget skeptisk, for når man har redet i så mange år og brugt så meget krudt på det, har man relativt godt styr på sin krop, så han kunne da bare teste mig – og det gjorde han – alt gik faktisk ret godt – hmm…. Eller det vil sige alt undtaget venstre ben – det havde meget lidt styrke i forhold til det højre – jeg var selv lidt i chok, for det var meget tydeligt. Han gav mig 3 små simple øvelser jeg skulle lave hver anden dag i 3 uger – selvom de var enormt simple, kunne jeg ikke, det var så hårdt og uoverskueligt, så jeg opgav faktisk til at starte med og aflyste min næste tid ved ham, manden var jo alligevel bindegal – hvordan fanden skulle 3 små gulvøvelser hjælpe mig?, jeg måtte sande at min krop havde vundet – jeg var i dyb krise og kunne slet ikke overskue mit liv – og så gik jeg i tænkeboks, hvad jeg så ville.

Jeg havde redet hele mit liv og brug al min fritid på heste og ridning, hvis jeg ikke længere skulle have hest og ride, hvad pokker skulle jeg så bruge min tid på fremover, hvem var jeg så, jeg følte at en stor del af min identitet smuldrede mellem fingrene på mig. Nej jeg måtte give det en chance og så gik jeg i gang med at lave de fandens øvelser – men jeg er jo skør (jeg skriver et blogindlæg igen snarest, hvor jeg skriver om trods-/stressadfærd), for når jeg sætter mig noget for, giver jeg mig 100%, så jeg lavede øvelserne hver dag som det første om morgenen, når jeg kravlede ud af sengen, 7 dage om ugen i 3-4 uger og så skete der noget. En dag hvor jeg var ude at ride og skulle prøve den øvelse som jeg ikke plejede at kunne og som jeg ikke trænede ret meget, så gjorde jeg det bare, og gjorde det igen og igen, uden smerter og uden at have svært ved det, tårerne trillede ned ad kinderne på mig – Det var en kæmpe sejr. Og så fik jeg blod på tanden og gik samtidig i gang med et vægttab. Jeg tabte mig 12 kg på ca. 4 måneder ved hjælp af træning og kostomlægning og nu var kroppen med mig.

Jeg har stadig mange dage hvor jeg har ubeskriveligt ondt og hvor trætheden overmander mig, men jeg har fat i den lange ende – jeg bevarer som oftest kontrollen. Indimellem tror jeg også at jeg i perioder kan springe min træning og øvelser over, men det går ikke, styrken i det venstre ben forsvinder langsomt og jeg begynder at få problemer med min ridning igen. Nogle vil nok tænke at så kan jeg jo bare stoppe med at ride og så får jeg ikke problemer men det er jo faktisk lige omvendt – det at jeg rider og rent faktisk opdager at styrken er ved at forsvinde, gør at jeg lige præcis kan nå at gøre noget ved det og undgå at kroppen tager styringen. Og samtidig er jeg så heldigt stillet at jeg har så mange venner og bekendte i hesteverdenen at jeg ville have svært ved at undvære det og tilmed har jeg en ubeskrivelig sød og flink hest, som aldrig bliver vild og tovlig, som nogle andre heste gør, hvis jeg i dage eller perioder ikke kan ride pga. smerter, arbejde eller tidsnød. Jeg er for nyligt begyndt at ride stævner igen, hvilket for 1½ år siden ville have været fysisk umuligt – og vi er ovenikøbet startet godt, jeg har vundet en klasse til vores 3. stævne. Man kan sige at jeg har sejret på flere planer.

Kram fra Louise