Jeg har de sidste måneder haft det ubeskriveligt svært – min krop har sagt fra, den har været i konstante smerter, den har været totalt drænet, den har haft overtaget mit liv og min lyst til ret meget. Når jeg på en måde adskiller min krop fra mig, kan jeg forholde mig til smerterne – der kommer et indlæg senere om gode og dårlige smerter – men det er straks sværere at forholde sig til trætheden og udbrændtheden. Om det har været eftervirkninger ovenpå mange måneders stress og byggeri af mit hus eller bare det faktum at jeg er en total spade til at stoppe i tide, står uklart – i hvert fald for mig.

Lige nu har jeg det relativt godt igen – kroppen er på vej på den anden side af et par måneders totalt smertehelvede i min venstre hofte og ben, så oppe i mit hoved er jeg jo klar til at vende tilbage til ”virkeligheden”. MEN det er åbenbart ikke sådan at komme ovenpå og nu føler jeg at kroppen modangriber sig selv – jeg ved ikke om det overhovedet giver mening, men nu har jeg pludselig ondt alle andre steder. Så har jeg ondt i højre hofte, jeg fortæller mig selv at det giver meget mening, da jeg jo har aflastet venstre side længe, og på den måde nok overbelastet den højre side – det kan jeg forholde mig til. Så får jeg ondt i fingrene – jeg fortæller mig selv at det er logisk nok efter at have været on and off på krykker – det kan jeg forholde mig til. Så får jeg frygtelig hovedpine, igen fortæller jeg mig selv at det er logisk, da jeg jo har været så spændt i kroppen at nakke og ryg er helt spændt op og derved giver hovedpine – det kan jeg forholde mig til – og det fixer min fysioterapeut Rasmus forhåbentligt i morgen. Så driller min hælspore i venstre fod mig pludselig igen – jamen for pokker – men jeg fortæller mig selv at det er logisk da jeg jo ikke har støttet ret meget på venstre ben i et par måneder og derved får den nu et chok, når nu foden bliver brugt igen – det kan jeg også forholde mig til.

Slapper af i min udestue

Men alle disse smerter rundt om i kroppen er heldigvis intet sammenlignet med de smerter jeg havde i venstre side/hofte, men det tager tid at komme ovenpå – tid jeg ikke føler jeg har, men som jeg er tvunget til at finde, for jeg er så træt, så træt i min krop. Jeg kan have de bedste intentioner om morgenen når jeg står op om dagens gøremål, så når dagens morgenstivhed er ovre (jeg skal som regel op 2 timer før jeg skal ud ad døren om morgenen, for at kroppen er bare nogenlunde med mig), er jeg i gang. På vej i børnehave med min søn og på arbejde, drejer jeg lige indenom stalden og fodrer min hest og lukker den ud. Efter arbejde, er planen at skulle træne i centeret, så ridning og så en lille tur i haven. Men efter nogle timer på arbejde må jeg bare konstatere at kræfterne er ikke er lige så klar som intensionerne, så turen i centeret må droppes og efter arbejde går turen i stedet hjem på sofaen en times tid inden jeg kan hente mit barn eller køre i stalden, hvis hans far henter knægten. Det samme bare med at lave aftensmad, min intension fra morgenstunden var måske at lave lækkert mad med lækker salat og lækkert tilbehør, mine intentioner er høje, men det er vigtigt altid at have en backup-plan, så det kan blive en hurtig, men dog altid god/sund løsning i stedet. Og intensionen om havearbejde, blev udskiftet med at sidde en time i haven eller udestuen og nyde at der trods alt ser ret ok ud alligevel. Intensionen om seriøs træning med hesten, bliver udskiftet med 30 min. skridt på den i stedet. Men ved i hvad? Det er helt okay, for jeg gør det jeg kan og indimellem mere til (ofte meget mere end jeg burde) – men jeg kommer på den anden side og engang finder jeg nok det naturlige leje hvor jeg kan finde balancen mellem det min krop kan og det mit hoved accepterer at den kan – for lige det er dæleme ikke nemt.

Tiarco og jeg på en tur i det fri

Pas på jer selv og hinanden

Kram fra Louise