Jeg er i den uheldige situation at jeg er kronisk syg. Til gengæld er jeg i den heldige situation at jeg bor i velfærds-Danmark, hvilket gør at jeg har fået den mulighed at være fleksjobber.

Dette blogindlæg er skrevet efter et indlæg om at være fleksjobber i en lukket gruppe på Facebook. Emnet var om det var negativt eller positivt at kalde sig ’fleksjobber’ – personligt ser jeg sådan på det at jeg er meget heldig og privilegeret at være fleksjobber, men det er altså ikke, som nogen fejlagtigt tror, en dans på roser.

Først og fremmest skal man tænke på at de mennesker der er fleksjobbere, kæmper med fysisk eller psykisk sygdom – der er en grund til at de er blevet bevilliget fleksjob og for de flestes vedkommende har det været en årelang kamp at komme dertil, en kamp med (eller mod) systemet, sagsbehandlere, læger, behandlere, sygehusvæsen, én selv, ens famille og omgangskreds – og tit og ofte har omverdenen tvivlet på om man nu også var så syg som man gav udtryk for. Nu kan jeg af gode grunde ikke udtale mig på vegne af alle fleksjobbere, men jeg kender en del, der til trods for at være visiteret til fleksjob, rent faktisk presser dem selv og deres krop til det absolutte max eller langt over, for bare at være ligesom alle andre og blive accepteret som man er. Bagsiden af medaljen af at være fleksjobber, er at man konstant er under opsyn/overvågning, der er loft på ens indtjening, man optjener kun pension af de timer man arbejder (den nye reform), kommunen skal godkende ens job osv. men den største bagside er nok at man er anderledes, for for de fleste mennesker handler det om at være som alle de andre og på lige vilkår med alle andre og face it det er man ikke – på godt og ondt.

Tilbage til spørgsmålet om at kalde sig fleksjobber – hmm…det ville jeg aldrig selv gøre. For mig er titlen fleksjobber en aflønningsform, så som at være funktionærlønnet, være tjenestemandsansat e.l. Mine job titler er kontorassistent og træner, jeg har et deltidsjob på lige vilkår med andre. Jeg overtog jobbet efter en anden, der også, af andre årsager, arbejdede deltid, så for min arbejdsplads har der ingen forskel været fra min forgænger i ordinært deltidsjob og til mig i fleksjob. En ting er hvad der står på min ansættelseskontrakt, noget andet er hvad man er. Og det vedkommer da i princippet ingen hvordan jeg er ansat. Jeg er ikke flov over det – det er en realitet at jeg ikke kan eller nogen sinde kommer til at arbejde på fuld tid.

Hvis nogen spørger hvordan jeg kan få tingene til at hænge sammen som enlig mor med job, hest osv. svarer jeg at jeg er så privilegeret at jeg ikke behøver at arbejde fuld tid – spørger de mere ind til hvordan det kan være, svarer jeg som oftest at det er fordi jeg er fleksjobber. Omvendt tager jeg hatten af for dem der har lyst til at sige/skrive at de er fleksjobbere – jeg tænker at de er sindsygt stolte (og med rette) over at være fleksjobber, men jeg kan altså ikke lade være med at tænke på hvordan de mennesker præsenterede sig selv tidligere – nå hvad laver du så? ja jeg er overenskomstansat pædagog – ej come on – det gjorde man da ikke, så hvorfor gøre det efter man er blevet fleksjobber? Hvis nogen spørger mig hvad jeg er, svarer jeg da heller ikke, at jeg er fleksjobber – nej jeg svarer at jeg er kontorassistent.

Man ved aldrig hvornår det rammer en selv.

Kram fra Louise