Indsprøjtning

Jeg har længe døjet med min ene hofte, jeg var lidt i tvivl om det er gigten der driller eller om det var noget andet. Jeg er i den situation at jeg er for syg til ikke at være tilknyttet sygehuset men for rask til at blive taget helt alvorligt, men endelig kom jeg ind til en læge som tog mig alvorligt. Jeg har længe decideret bedt om at en indsprøjtning i venstre hofte. Jeg har fået det et utal af gange i venstre knæ og højre hånd især. Denne gang fik jeg taget røntgenbilleder af hoften for at udelukke gigtaktivitet eller begyndende slidgigt. Og i går (fredag eftermiddag) skulle jeg ha scannet hoften. Jeg var så øm på nogle punkter omkring hoften at jeg bogstavlig talt gik i brædderne da lægen trykkede på dem – sandsynligvis pga. en slags betændelsestilstand i slimsækkene omkring hoftebenet, hvilket kommer til udtryk ved at mit venstre ben ikke fungerer helt optimalt og at det stort set altid smerter. Lægen spurgte om hun ikke skulle ta og sprøjte den med det samme….JOOO TAK!!!


Og 10 sekunder kommer alle tankerne – for selv om det nærmest er en rutineprocedure for mig, ved jeg også at det har et par bagsider. For jeg bor i Løkken og var på sygehuset i Aalborg – jeg ved at det smertestillende de sprøjter ind sammen med binyrebarkhormon (og hvad de nu ellers sprøjter ind), aftager i løbet af en time, efter sygehuset skulle jeg køre ca. 40 km ud og passe min hest og derefter ud og underviser mine skønne elever, derefter skulle min søn og eks komme – puha lige der kunne jeg ikke overskue min aften. Jeg skrev til mine elever at jeg var på nedsat styrke og at jeg ikke var gående i aften, skyndte mig at komme ud og få passet min hest og satte mig til rette som ridelærer for mine dejlige elever, som vælger at bruge deres fredag aften på at få instrukser og hjælp af mig – men efter en time kunne jeg ikke klare mere, jeg kunne ikke være i mig selv for smerter og måtte køre hjem. Inden længe kom min søn og eks – min søn. Min søn er enormt gode til at tage hensyn til at jeg har ondt, så det blev en god aften til trods for smerterne og heldigvis fik jeg sovet godt om natten.


Dagen efter kunne vi sove længe, vi fik pakket bilen og skulle ha passet hesten inden vi skulle videre til Hadsund til mine forældre. Hesten forstår jo ikke at jeg ikke går så hurtigt og at den ikke skal lave sine obligatoriske glædeshop, så da den var luftet og boksen ordnet, trængte jeg seriøst til at sidde ned og slappe af – om end i bilen, hvor jeg efter sådan en omgang, ærgrer mig gul og grøn over at jeg ikke har købt en bil med automatgear. Turen til Hadsund tager en lille time og frokosten stod på bordet da vi kom. Derefter er jeg hoppet på sofaen med et varmt tæppe og sønnen underholder min stakkels mor, samtidig med at han konstant skal sikre sig at jeg har det okay. Så nu skal jeg bare lade op til i morgen, hvor turen går til Ringkøbing til barnedåb ved min søster – jeg håber smerterne er aftaget til der og at jeg begynder at kunne bruge benet igen. Det skal jo være skidt før det bliver godt siges der.


Kort og godt – man kan ikke se på mig at jeg er syg, og ofte er jeg meget rask eller det bilder jeg mig selv ind men tro mig, det er ikke at ønske, hverken for en selv eller ens børn/familie at ha et familiemedlem der er har en kronisk sygdom. Min søn er konstant på overarbejde for at vide hvorfor jeg har ondt, for at pakke mig ind i tæpper osv., mine forældre er bekymrede, mine venner kan ikke altid forstå hvorfor jeg ikke har mere overskud end jeg har og jeg selv er bare møgtræt af ikke at kunne alt det jeg gerne vil. Jeg har prøvet denne tur med indsprøjtning mange gange før og ved at jeg skal kalkulere med et par dage på ekstra nedsat styrke, før at det, forhåbentligt, bliver godt, men kors hvor er det hårdt altid at skulle tage hensyn til sin krop. Heldigvis har jeg mit gode humør og min søn som holder mig oppe på de dårlige dage.

Pas på hinanden

Big hugs Louise

20180108_082006

Min nivøs barnedåb 7/1-18 Lem Kirke

 

2 thoughts on “Indsprøjtning

  1. Det var godt du alligevel kom ned til os. Vi ved jo godt at det nogle gange er hårdt, men jeg glemmer så let at spørge til det, netop fordi du virker så glad og frisk.

    Like

  2. Pingback: Hvornår skal du på sygehuset og ha’ det fikset, Louise ?? | 2care4

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s